Et nyt, upolitisk fællesskabsinitiativ inviterer lokale borgere og beslutningstagere til bordet – for at styrke den demokratiske samtale.

Når man sætter sig til bords med andre og deler et måltid, sker der noget særligt. Ordene bliver mildere, og samtalen får en anden karakter.
Det er netop grundtanken bag “Spis med Spidserne” – et privat og upolitisk koncept, der nu bevæger sig videre ud i landet med nye arrangementer i Randers, Rødding og Skanderborg.
Formålet er enkelt: at skabe rum for samtaler, hvor lokale borgere, erhvervsfolk, foreningsliv og politikere kan mødes som mennesker – ikke som roller.
Det handler ikke om partipolitik, men om dialog, nærvær og forståelse, siger Henrik Hahn-Nissen, CEO hos Influenter, som står bag konceptet.
Og fortsætter– “Vi tror på, at et stærkt lokalt demokrati starter dér, hvor mennesker mødes og taler sammen – ikke i økonomiudvalg eller på sociale medier, men ved bordet med respekt og nysgerrighed”.
Arrangementerne er åbne for alle, der ønsker at deltage i en fri og uformel samtale om fællesskab, lokal udvikling og engagement.
I Randers, Rødding og Skanderborg er de lokale spidskandidater til kommunalvalget blevet inviteret til at deltage sammen med borgere, erhvervsfolk og ildsjæle.
“Spis med Spidserne” har allerede fået opmærksomhed i flere kommuner som et nyt bud på, hvordan man kan styrke den demokratiske samtale gennem fællesskab frem for konflikt.
– Vi gør det ikke for at tjene penge, men for at skabe forbindelser. Den lokale samtale er demokratiets fundament, og det fundament skal vi pleje, siger Henrik Hahn-Nissen, der er moderator ved arrangementerne.
Læs mere om initiativet her, hvor man også kan tilmelde sig.