Kan et land bare afsætte en anden stats leder, hvis man mener, at vedkommende er illegitim, forkert eller farlig?
Hvis svaret i praksis er ja, så er den internationale retsorden allerede brudt sammen.

Folkeretten er ellers klar: Suveræne stater bestemmer selv deres regering. Regeringer væltes ikke udefra. Grænser flyttes ikke med magt. Det er grundstenen i den regelbaserede verdensorden. Alligevel ser vi igen og igen, at magt erstatter ret – forklaret med moralske argumenter, men drevet af geopolitiske interesser.

Problemet er ikke, at regimer kan være problematiske. Problemet er, hvem der tager sig retten til at afgøre det.

Danmark: Hvis princippet gælder – gælder det også her

Også i Danmark findes der borgere, som mener, at statsministeren er magtfuldkommen, uegnet eller direkte skadelig for demokratiet. Der tales om skandaler, embedsmisbrug og et system, der ifølge kritikerne er kørt af sporet. Det er ikke et særkende for autoritære stater. Det er vilkåret i et åbent demokrati.

Men spørgsmålet er ikke, om kritikken er berettiget. Spørgsmålet er, hvad vi accepterer som konsekvens. For hvis politisk utilfredshed, moralsk fordømmelse eller værdimæssig uenighed kan bruges som argument for at afsætte en regering udefra, så må vi også acceptere, at samme logik kan anvendes mod Danmark.

Skal andre lande kunne vurdere, at Danmark ledes forkert – og derfor “hjælpe” os? At en stormagt, ud fra egne interesser, kan konkludere, at Mette Frederiksen er illegitim og bør fjernes? Hvis det lyder absurd, er det fordi det er det. Og netop derfor kan princippet ikke gøres betinget af, hvem man sympatiserer med.

Små lande har ikke suverænitet, hvis den kun gælder, så længe de opfører sig rigtigt i stormagternes øjne.

Taiwan: Princippet alle forsvarer – indtil det bliver bekvemt

Når Kina taler om Taiwan, reagerer Vesten med rette: Ingen stat har ret til at tvinge et andet folk politisk eller militært. Taiwan har ret til selv at bestemme sin fremtid.

Men netop derfor er konsekvensen alvorlig. For hvis stormagter selv kan definere, hvornår en regering er uacceptabel, har Beijing allerede fået sit argument: Taiwan er blot et internt anliggende. Et regimespørgsmål.

Den logik afviser vi – og med god grund. Men den kan ikke afvises selektivt.

Ukraine: Retten, der kun gælder den ene vej

Ruslands invasion af Ukraine er et åbenlyst brud på folkeretten. Et suverænt land blev angrebet, fordi en stormagt mente, at landets politiske kurs var forkert.

Her er Vesten klar og konsekvent – og med rette. Grænser flyttes ikke med magt. Regeringer væltes ikke udefra.

Men netop derfor bliver det hult, når samme Vesten andre steder taler om “legitime regimeskift”, “demokratisk genoprettelse” eller nødvendige indgreb. Retten kan ikke kun gælde, når den passer os.

EU og Ungarn: Forskellen på pres og magt

EU’s konflikt med Ungarn viser, hvor grænsen faktisk går. Her bruges politisk og økonomisk pres – ikke militær magt. Ungarn har frivilligt tilsluttet sig et regelsæt, som håndhæves gennem traktater og domstole.

Netop dét understreger pointen: Magtudøvelse er kun legitim, når den er bundet af regler, som alle parter har accepteret. Alt andet er magtpolitik forklædt som moral.

Den farlige konsekvens

Hvis verden accepterer, at stormagter:

• selv afgør, hvem der er legitime ledere,
• bruger magt eller skjulte midler til politiske formål,
• og forklarer det bagefter med værdier,

så er vi tilbage i indflydelsessfærernes tid. En verden, hvor små og mellemstore lande ikke er beskyttet af ret, men af held, alliancer og geopolitisk nytteværdi.

Afslutning

Man kan ikke forsvare Ukraines suverænitet og samtidig acceptere regimeskifte andre steder.
Man kan ikke afvise Kinas krav på Taiwan og samtidig legitimere, at ledere fjernes udefra.
Man kan ikke tale om en regelbaseret verdensorden, hvis reglerne kun gælder for modstanderne.

For hvis vi accepterer, at princippet kun gælder, når det passer os, så er det ikke længere et princip.

Og så er spørgsmålet ikke, om det kan ske i Danmark – men hvem der en dag beslutter, at det bør.